top of page
Several Open Books

Fra 6 timers praktik om ugen -> til ordinær fuldtidsansættelse på 1 år!

Jeg spørger Brian: ”Skal jeg sende dig billederne? Du kan måske bruge dem til dit CV?”
Tina: ”Dét får han ikke brug for – han bliver her!”

 

Sådan lyder de sidste ord på mit besøg hos Eurofins Product Testing en smuk efterårsdag hvor solen skinner. Lad os starte fra begyndelsen:

En fusion med konsekvenser
Brian (48 år) er uddannet laborant, og har et fint CV bag sig med faste ansættelser. I 2008 fusionerede hans daværende arbejdsplads med en anden virksomhed og en række ansatte blev sagt op.

 

Brian var én af dem, og det blev begyndelsen på en længere nedtur, som han ikke havde forestillet sig. Han havde et halvt års opsigelse, så han følte ikke, at han havde travlt med at finde et nyt job. Brian begyndte, at læse en professions bachelor på Århus Tech og gennemførte 1. og 2. del, men 3. del, specialet gik ikke så glat, da Brian langsomt havde oparbejdet et alkoholmisbrug som følge af stress og rygproblemer.

 

Alkoholmisbruget blev afhjulpet via dagsbehandling, men det hele havde sat en stopper for selvværdet og i det hele taget troen på, at kunne vende tilbage på arbejdsmarkedet indenfor laborantfaget. Og pludselig var Brian på kontanthjælp, og blev en del af ”systemet”.

 

Mødet med JobCare og Eurofins Product Testing
Efter noget tid på kontanthjælp introducerede Brians sagsbehandler på Jobcenter Århus ham til forløbet På vej i Job hos JobCare, som er et mål- og beskæftigelsesrettet individuelt forløb på 13 uger til borgere, der har brug for hjælp til, at finde sine muligheder i forhold til arbejdsmarkedet.

 

Hos JobCare deltog Brian i holdundervisningen Psykologisk sundhed, hvor han bl.a. fik kendskab til Mindfulness teknikker, som han stadig bruger ind i mellem. Og så mødte han Socialfaglig Konsulent Birte Møberg, som han fik et godt og tæt samarbejde med.

 

Birte hjalp Brian med at få lavet et godt og præsentabelt CV, men Brian var blevet i tvivl om han skulle omskoles og have lagt en helt ny plan for fremtiden. Han havde helt mistet troen på, at han overhovedet kunne vende tilbage til laborantfaget.

 

Det mente Birte skulle komme an på en prøve, da hun synes, at Brians CV så alt for kompetent ud til, at give op. De gik sammen i gang med, at finde mulige emner til en virksomhedspraktik.

 

Undervejs i denne proces kontaktede Birte virksomheden Eurofins Product Testing i Galten, der leverer kemiske analyser af produkter til en lang række industrier. Hos Eurofins Product Testing landede Brians CV i Laboratoriechef Tina Fomsgaard Kristensens indbakke, og hun så straks et potentiale i Brians faglige bagrund.

 

Tina inviterede Birte og Brian til møde hos Eurofins Product Testing, så de sammen kunne drøfte mulighederne om et samarbejde. De blev enige om, at starte stille op med en virksomhedspraktik på 2 x 3 timer om ugen.

 

Tina smiler til Brian: ”Det ville være tåbeligt, at skifte hest – du er SÅ dygtigt til det du laver”

20181015_120632.jpg

Skånehensyn
Hvis du møder Brian vil du måske lægge mærke til hans gang. Brian er født 3 måneder for tidligt hvilket har medført for korte knæhaser.

Det betyder, at Brian nogle gange kan miste balancen og falde. Det er ikke så heldigt når man arbejder med farlige kemikalier, da det kan have alvorlige konsekvenser.

Virksomheden er bevilget tilskud til en personlig assistent, som kan hjælpe Brian med, at løfte og flytte de farlige kemikalier nogle timer om ugen. Den personlige assistance betyder, at Brian kan udføre sit arbejde uden risiko for fare.

Eurofins Product Testing tager sit sociale ansvar seriøst
Snakken falder på hvordan det er som virksomhed, at tage del i det sociale ansvar. Tina fortæller begejstret: ”Virksomheden skal ville det! Det kræver tid og det sociale ansvar fylder, men hos Eurofins Product Testing vil vi gerne være med til, at løfte opgaven.”

 

Hun påpeger, at alfa omega for et godt samarbejde også ligger hos forarbejdet fra jobkonsulenten/den socialfaglige konsulent, der har taget kontakten. ”Papirarbejdet skal være i orden, aftaler skal overholdes og informationerne i VITAS IT programmet skal være helt i top – det skal vi som virksomhed ikke bruge tid på” siger Tina.

 

Hun fortæller, at Eurofins Product Testing ofte bliver kontaktet vedr. virksomhedspraktikanter, men siger nej til mange: ”Det skal give mening, og det skal være det rette match. Med Brian var vi ikke i tvivl, da hans erfaringer var relevante i forhold til vores fagområde.

 

Vi sætter en ære i, at vores praktikanter kommer godt herfra, har lært noget og er blevet fagligt (og socialt) godt klædt på til arbejdsmarkedet. De skal vide hvad de er værd og praktikken skal kunne bruges som et springbræt til, at bestride et potentielt job bagefter”.

 

Brian indskyder: ”Du brænder vist også for, at kunne hjælpe borgere med udfordringer ud på arbejdsmarkedet igen” – og det mærkes tydeligt i Tinas positive tale og gestikulation.

Udover det faglige er der også en social del, der skal øves. Måske har praktikanten været udenfor arbejdsmarkedet igennem en længere periode, har måske levet en isoleret tilværelse og skal tilegne sig nye arbejdsmæssige kompetencer og evner til at indgå på en arbejdsplads.

 

Plancherne i Eurofins Product Testings kantine illustrerer fokus på, at alle kollegaer imellem skal vise hensyn.
Selvom det er en travl hverdag skal omsorgen være til stede.
Uanset om man er praktikant eller fastansat på ordinære vilkår.

 

Brian har været igennem denne både faglige og sociale oplæring, og er i løbet af et års tid kontinuerligt blevet øget i timer og en fuldstændig integreret del af Eurofins Product Testing.

 

Brian er nu ansat som laborant hos Eurofins Product Testing på fuldtid.


Småjobs gavner
Få timers arbejde eller praktik om ugen kan være med til at ændre situationen i en positiv retning for langtidsledige eller langtidssyge, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet igen. Værdien ved at føle, at man bidrager er enorm. Derfor arbejder vi hos JobCare for, at alle der kan, får mulighed for arbejde/praktik - også få timer om ugen

bottom of page